Hjælp til opsætning af Netatmo regnmåler

Opsætningen af nye moduler til Netatmo vejrstationen er lige til og Netatmos app guider dig igennem det hele step for step.
Desværre fås app’en endnu ikke på dansk. Derfor har vi lavet en “kom-hurtigt-igang-guide”, som hjælper dig igennem installationen.

Billederne i guiden er fra en iPad. Bruger du en anden form for tablet eller en smartphone, vil det muligvis se lidt anderledes ud, men du kan stadig anvende denne guide.

Har du spørgsmål til opsætningen, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os.

1. Start installationen af Netatmo regnmåleren

Når du står på app’ens forside skal du køre fingeren en gang til venstre i den øverste del af vinduet, for at finde din Netatmo regnmåler.

Tryk nu på “Install”

NB: Installation af regnmåleren kan også startes fra menuen under “Add/remove module”

2. Bekræft at der er strøm på hovedmodulet

Du vil nu blive bedt om at sætte strøm på hovedmodulet, hvilket du sandsynligvis allerede har.

Har du allerede strøm på vejrstationen skal du blot trykke på “Next”

3. Aktiver konfigureringstilstanden

For at tilkoble regnmåleren, skal konfigureringstilstanden aktiveres. Hold fingeren på toppen af vejrstationen i ca. 5 sekunder til den blinker blåt.

Tryk på “Next”

4. Vælg din enhed

Når Netatmo dukker op på listen, vælges denne.

(Det kan tage 5-10 sekunder inden hovedenheden dukker op på listen)

5. Klar til at forbinde til modulet

Vejrstationen er nu i konfigureringstilstand og klar til at tilføje regnmåleren.

Tryk på “Next”

6. Tilføj regnmåleren

På listen over tilbehørsmoduler, vælges “New rain gauge”.

NB:
Ønsker du at tilføje vindmåler eller ekstra indendørssensor, er fremgangsmåden den samme.

7. Sæt nu batterierne i regnmåleren

Hvis du tidligere har isat batterierne i din regnmåler, skal de tages ud af enheden og der skal minimum gå 30 sekunder inden de igen sættes i.

Når batterierne sættes i enheden vil enheden blinke grønt i få sekunder og det er vigtig at regnmåleren her placeres maksimalt 10 cm fra hovedenheden.

8. Forbindelsen er nu oprettet

Når batterierne er sat i regnmåleren, skal sensoren placeres helt tæt på vejrstationen. Herefter vil forbindelsen imellem regnmåler og vejrstation oprettes automatisk.

Du vil nu få at vide at vejrstationen har fundet dit modul, og du vil blive bedt om at navngive regnmåleren. Indtast det ønskede navn og tryk “Set”

NB:
Hvis forbindelsen ikke oprettes skal du hoppe tilbage til punkt 6.

9. Installationen af regnmåler er fuldført

Din regnmåler er nu forbundet til vejrstationen, og er klar til at sende data.

Tryk på “Done”